Ny bygningsdelsspecifikation er skræddersyet til 3D-modellering på baggrund af punktskyscanninger

Hos branchefællesskabet DiKon har man nu udviklet nye bygningsdelskort til brug i 3D-modeller, der baserer sig på punktskyscanninger af eksisterende bygningsmasser. Behovet er opstået, da man fra medlemsorganisationernes side har manglet en pendant til tidligere DiKon udgivelser, som tager højde for renoverings- og driftssager på tværs af byggebranchen, hvor der i høj grad er brug for et lavt LOD niveau.  

Af Mark Sørensen, MS Kommunikation

Punktskyscanninger direkte til BIM

Den nye bygningsdelsspecifikation er udarbejdet for at imødekomme behovet for at kunne modellere direkte på baggrund af en punktsky. Dette er brugbart i både renoveringssager og driftssager, hvor det ofte er nødvendigt at scanne bygningsmassen for at få et validt grundlag at modellere ud fra. 

Scanninger af eksisterende bygningsmasse kan vise sig at være nødvendige, når der forekommer usikkerhed om grundlaget for eksempelvis en forestående renovering. Hvad enten usikkerheden skyldes forældede tegninger eller andet, så er målet med den nye publikation at nedbringe usikkerheden ved at lave 3D-modellerne på baggrund af punktskyer af den eksisterende bygningsmasse. Thomas Skytte Poulsen der til daglig er ICT Project Manager hos Rambøll, og del af DiKons arbejdsgruppe, uddyber:      

“Den nye DiKon publikation skal hjælpe branchen til at definere et projektgrundlag ud fra en punktsky- eller en laserscanning. Det har været vigtigt for os at få udarbejdet en digital standard for, hvordan der arbejdes med punktskyer direkte ind i 3D-modellerne”.

– Thomas Skytte Poulsen, ICT Project Manager hos Rambøll 

Selve udgivelsen kommer til at ligne den almene bygningsdelsspecifikation med bygningsdelskort og beskrivelser, men vil indeholde bygningsdelsbeskrivelser, der befinder sig på et lavt LOD niveau – 100 og 150.  DiKon’s nyeste publikation er således medlemsorganisationernes fælles svar på en fælles udfordring på tværs af byggebranchen. 

Et fælles behov for digitalisering af eksisterende forhold

Ifølge Mads Carlsen, der til daglig er Chef for Digital Innovation hos Sweco og medlem af DiKons arbejdsgruppe, har byggebranchen længe haft brug for en fælles standardisering af bygningsdelsbeskrivelser på et lavt LOD niveau, som er skræddersyet til 3D-modellering på baggrund af punktsky scanninger.

“I udarbejdelsen af den nye publikation har vi især haft et fokus på at beskrive præcis, hvordan bygningsdelene skal modelleres, samt hvilke tolerancer, der knytter sig til modelleringen af disse på baggrund af scanningerne af eksisterende bygningsmasse”.    

– Mads Carlsen, Chef for Digital Innovation hos Sweco

Thomas Skytte Poulsen bakker op om et generelt behov på tværs af byggebranchen, for at blive konkret omkring de standarder, der knytter sig til digitaliseringen af eksisterende bygningsmasse,.

“Det er min klare overbevisning, at der er et stort behov i branchen for klart at få defineret standarder for eksisterende bygningsmasse. Og hvad enten vi laver standarder for digitalisering af eksisterende forhold eller ej, så er det den vej at branchen er på vej hen. Vi forsøger så i den forbindelse at få sat retning på udviklingen ved at byde ind med nogle fælles standarder, som vi alle kan arbejde ud fra”.  

Hent publikationen her:

“Specification of Building Parts
– for 3D-models based on point clouds”


For yderligere information om DiKon – Digital Konvergens.
Se vores hjemmeside på www.dikon.info eller besøg vores
LinkedIn profil her.

DiKon’s udgivelser er tilgængelige for alle og kan frit
downloades, så længe det nævnes, at disse er udviklet af
DiKon – Digital Konvergens. Gå til udgivelser her.